Joy de Vie

Facts omkring Bergkamp

Stambogs-navn: Birkedal's Bergkamp
Født: 12.09.2004
Ejer: Karina Angela Jensen
Stamtavle:Dansk Racehunde Union (DRU)

Sundhedsoplysninger
Endocardiose (Hjertescanning) ved KU LIFE d. 20.11.2012 - Mislyd 5 Prolaps 3
Røntgen for hoftedysplasi i 2009: D-D

Bergkamp var kastrat

I forbindelse med at jeg købte Almunia, valgte jeg at få Bergkamp kastreret.
Dette bevirkede, at jeg kæmpede en del med hans vægt. Han fik ubeskrivelig krøllet pels og en strid underuld.
I forvejen havde han en del ikke så race-typiske træk, så som; udstående og skelende øjne og en alt for flad snude.
Han var en meget speciel hund, og lige så speciel er min kærlighed til ham!!

At blive klogere

Bergkamp er min første hund og jeg begik nogle utrolig dumme førstegangs-køber fejl.
Herunder valg af stamtavle og ikke mindst køb ved en hvalpefabrik hvor der ikke var styr på hverken sundhed, socialisering og mange af de værdier jeg selv prioriterer i min avl.


Hvil i fred min altid elskede Bergkamp

Hvad der skete på dagen d. 25.10.2013
Natten til idag var en svær nat for Begkamp. Han kunne ikke finde ro, han havde svært ved at trække vejret og hans hosten var blevet meget voldsommere. Jeg havde besluttet mig for at ringe til dyrlægen for at snakke om hvordan jeg skulle medicinere ham hen over weekenden, indtil han skulle til medicin-kontrol på mandag.

Inden jeg ringer til dyrlægen går jeg ned på Kemira (en sted hundene kan være fri her i Fredericia) men lige efter Bergkamp er kommet ud af sin bæretaske og har lavet stort, så slingrer han i bagkroppen og dejser herefter om på siden. Han kan ikke rejse sig op igen, men ligger helt roligt mens jeg aer ham, taler beroligene og får snakket i telefon med både min mor, dyrlæge og herefter bestilt taxa.


Ved dyrlægen er der absolut ingen tvivl: Bergkamp skal have lov til at sove ind.

Det er mig, dyrlægen, min mor og Almunia der er til stede i konsultationsrummet.
Det tager lang tid for Bergkamp at komme i narkose fordi hans circulation er så dårlig.
Men det foregår helt roligt, han falder langsomt hen mens jeg roser ham, taler til ham og nusser og kysser ham.
Bergkamps hjerte går i stå.

Bergkamps sidste tid
Alle som kender mig bare en smule ved hvad Bergkamp betyder for mig og hvor utrolig speciel og unik en hund han var. Så jeg vil ikke prøve at sætte ord på hans personlighed eller vores meget stærke relation, i stedet vil jeg prøve at beskrive hvor "pudsig" skæbnen er i den sidste tid Bergkamp havde.

Den sidste lille uges tid livede Bergkamp utrolig meget op. Han begyndte at hive legetøj frem der har ligget i dvale i flere år. Legelysten for at trække reb, bide i pinde, få pivedyr til at pive igen og igen og igen og igen var vækket hos ham. Det var en sand fornøjelse at se glimtet i hans øjne og energien og lysten vende tilbage for en tid. Igår fik jeg endelig lavet tatovering af to hundepoter (Bergkamp og Almunia) som jeg har haft tanker og planlægning omkring i et par år efter hånden. Igår oprandt dagen endelig hvor jeg fik det lavet. For at fejre hundenes forevigelse på mit håndled, tog jeg hundene med ned på stranden hvor Bergkamp fik lov til at bade i vandet, hente pinde og rulle sig i sandet. Han var lykkelig. Så Bergkamp sluttede på toppen, med stadig fugtige ører ved dyrlægen idag efter svømmeturen igår, med en godbid og kys fra mig inden han sov ind.


Jeg elsker, og vil altid elske dig Bergkamp!

Se Bergkamp via billeder

  • Bergkamp har både en unik personlighed og et unikt udseende. Han er en ener og mange, inklusiv mig, falder pladask for hans særheder og specielle facon.
    Du kan få en fornæmmelse af denne herlige, skøre hund ved at bladre igennem hans billede-galleri.





  • Begå ikke de samme fejl som jeg gjorde, første gang jeg skulle købe hvalp
    www.koeb-hund.dk og www.tjekhvalpen.dk kan du læse om hvordan du undgår faldgruber.

    Jeg valgte at få Bergkamp brændt alene, så jeg kunne få hans aske udleveret.
    En smule af denne aske fik jeg malet ind i et maleri af Bergkamp, som idag hænger herhjemme.
    Resten af asken blev ved en ceromoni med menneske- og hundevenner spredt ud i Lillebælt ved Østerstrand.